Fnat
Skovbrynet - fnat
Fnat skyldes en mide, der graver sig ned i barnets hud. Sygdommen viser sig ved et stærkt kløende udslæt, især på barnets fødder, hårbund og ansigt. Da fnat kan smitte, ses der tit flere tilfælde i familien eller i daginstitutionen. Hele familien skal behandles, og kuren skal gentages efter 1 uge. Selvom barnet er blevet rask, og alle miderne er døde, kan det godt blive ved med at klø i op til 3 uger efter afsluttet behandling.
Smitte
Tidligere tiders opfattelse af, at smitte kun fandt sted, hvis man lå under samme dyne, holder ikke.
Fnatmiden overføres som regel, når børnene leger og tumler sammen. Da fnatmiden kan overleve op til et døgn på tøj, møbler og gulve, kan fnat også overføres fra tøj og møbler.
Vask af barnets tøj og sengelinned ved temperatur på over 50 grader Celsius i ti minutter samt grundig rengøring af gulve og møbler kan derfor anbefales. Tænk på hvem I har haft besøg af eller besøgt de sidste 3 uger og giv dem besked om, at de muligvis er blevet smittet. Giv også besked til skolen, børnehaven eller daginstitutionen.
Kan man komme i institution?
Hele familien skal i behandling, og når behandlingen er udført kan barnet igen komme i daginstitution.